torsdag den 10. november 2016

Håbets søde dråber


Jeg vil ikke have politik på siden her, men i dag handler det om meget mere end politik. Det handler om håb og om menneskelighed.
Jeg blev opfordret til at dele den besked jeg fik til menneskene, under regression, for ikke så længe siden. Jeg har ikke rigtig følt det var det rigtige tidspunkt og heller ikke vidst hvad jeg ventede på.
Det ved jeg nu som jeg mærker desperationen på globalt plan.
Under regressionen spurgte den engelske terapeut til fremtiden og de store forandringer menneskeheden gennemgår lige nu, da mit højere selv eller de mange guider (hvad end du vil kalde dem), stod i kø for at komme til at tale gennem mig - og de svarede:

**********
"It's like we are ready to step up to the next level.
In the highest truths everything that is not true must fall away and in the falling away, it makes a lot of noise because it doesn't want to fall away, it wants to survive, but it has to fall away.
The things that are happening all over the world, it's like the storm before the quiet.
The lower energies are making SO much noise, banging their own drum. They had fun but the party is over and they know it. They just don't want to leave.
There are so many people turning on their light through their work and the internet, that are bringing truth and are making people start thinking.
I see this grid of light and it's always been there from man to man, but it's speeding up the proces of bringing out the light now. But bringing out the light also brings out the noise from the lower energies and it is the storm before the quiet.
Stand your ground and do your energy-work and it will all fall in to place."
***********

De uerkendte skygger i os mennesker får frit spil for tiden.
Men jeg må tro på den besked jeg fik klart den dag: Det er stormen før stilheden.
Ingen af os kender dybden af andres tanker og væsen. Jeg må huske min næstekærlighed og medfølelse og vide at alle gør det bedste de kan, ud fra den vinkel de selv kalder sandhed. 
Lad os vise at vi kan bygge broer, ikke mure.
Lad os lytte med åbenhed og nysgerrighed frem for fordømmelse. Måske finder vi noget vi kan spejle os i, i den anden og dermed se, at alt håb ikke er ude.
Se efter hjælperne midt i katastrofen.
Hør skriget fra den nyfødte midt i massemord.
Mærk krammene fra dem du holder af.
Smag håbets søde dråber.
Livet er her og det giver ikke bare sådan lige op.

mandag den 31. oktober 2016

Nok er nok



Hvad fylder mig op og hvad dræner mig?

Det dræner mig at starte dagen med emails. Det er andre folks dagordener der gemmer sig derinde og kommer jeg først ind af den sti kan det være rigtig svært at komme ud af at re-agere, frem for at sætte stemningen selv.
Det dræner mig, at starte dagen med "gode råd til din markedsføring", for nu at tage et eksempel.
Det sætter mig i en tilstand af mangeltanker, hvor jeg fokuserer på alle de kunder/følgere der ikke er kommet til mig endnu, istedet for at være dybt taknemmelig for dem der allerede følger med (Tak til jer!)..

Det fylder mig op, at starte dagen med en kop varm kaffe og mine morgensider hvor jeg kan få tømt hovedet. Ofte dukker der svar op i mine skriverier på spørgsmål jeg ikke havde fået formuleret klart for mig selv.
Det fylder mig op at tage mig af min krop. I øjeblikket er det, at varme min stemme op hver morgen, så den er klar til resten af dagen. Andre dage er det at tage den til yoga eller lave øvelser herhjemme.
Det fylder mig op, at skabe smukke ting. Om det er ord der passer så fint i geled og sætter følelser igang hos andre, tage et smukt billede eller på anden måde skabe noget der føles let og godt.

Jeg skal i det hele taget være skarp på min egen adfærd og vente med "problemerne" til efter frokost.
For ned af den tunge sti kommer jeg i tanke om, at jeg ikke er nok lige præcis som jeg er lige nu. På den sti husker jeg, at det også er et umuligt projekt jeg er igang med, i det her liv. Burde jeg ikke bare ... gøre noget andet, være noget andet.
Men nej, jeg skal hverken gøre eller være noget andet end jeg er.
Jeg er lige præcis som jeg skal være og jeg kan meget mere end jeg aner.



torsdag den 6. oktober 2016

Mit hjerte mod ego og stress


Solen skinnede på mig og ved udsigten kunne mine øjne følge vandet til jordens krumning bedrog mig til at synes, at verden sluttede.
Jeg sad i min campingstol og kæmpede en stædig kamp indeni. Mit hjerte mod ego og stress. Det er en lidt unfair kamp, for det stressede sind har mange snedige veje ind til vores utilstrækkelighedsfølelse. Min mand gav mig plads til at kæmpe min kamp. Vi havde mange, mange skønne og tætte familiestunder, men jeg fik også plads til, at gå ned til vandet og sidde der alene og lytte til livet.
Dagene gik og jeg sad, rastløs og irriteret i min campingstol, men jeg flygtede ikke. Jeg blev hos mig selv. Min vejrtrækning blev mit anker til Nuét. Jeg blev hos mig selv.
Vandet ved stranden var så klart som var det i et eventyr, så jeg tog mit badetøj på og gik derned alene om morgenen og bad en bøn til moderhavet; Hjælp mig! Jeg sad på knæ i vandet og strøg min krop. Jeg lod mig opsluge helt i den kølige omfavnelse. Vaskede det hele væk. Fra hele mit liv. Alt det jeg ikke længere havde brug for. Alt det tillærte, det negative selvbillede, alt skylden, alt skammen, den indbildte spændetrøje der afholdt mig fra at trække vejret frit. Og havet tog gavmildt imod og skyllede det væk. Morgen efter morgen hjalp hun mig til at vaske mig ren. Stranden og havet var magisk i vores stunder alene om morgenen. Jeg kunne vende tilbage senere på dagen med familien. Der var stranden en helt anden. Fyldt med mennesker og livlighed. Men stranden, havet og jeg, vi nikkede bare lige kort til hinanden, for vi kendte hinanden nu og vidste, at min magi var der endnu. "Vi ses i morgen" hviskede vi...
Da sidste morgen på campingpladsen op randt, lå jeg længe på ryggen i vandet og kiggede op på de spredte skyer. Jeg følte mig stærkere end nogensinde. Jeg havde ikke forladt mig selv denne her gang. En strategi jeg ellers havde lært allerede tidligt i mit liv. En fantastisk overlevelses strategi for barnet der er totalt afhængig af de voksne omkring sig, men uhensigtsmæssigt for den voksne.
En af de sidste dage på campingpladsen, besluttede jeg mig for, at gå op og tisse om morgenen uden bh under den løse t-shirt. Når man som mig, er rimeligt barmfager og har ammet 3 børn, så ser bryst-søstrene ikke så ungdommelige ud mere. En kyniker ville kalde dem 'hængepatter' og mere behøver vi vist ikke male det billede. Men altså, min bh er min gode ven. Så er der styr på sagerne. Men denne morgen måtte søstrene boltre sig under min trøje, uden at være lukket inde. Jeg er den jeg er og jeg ser ud lige præcis som jeg gør. Basta! Hvem troede jeg egentlig jeg narrede - ud over mig selv? Andre mænd har også hustruer der har født og levet - og alle de andre kvinder har selv søstre der søger sydpå som årene går. Så jeg rankede ryggen og satte kurs mod toiletbygningen. Ved I hvad jeg fik ud af det? Der var en ældre mand der var ved at gå ind i en hæk, i hans forsøg på ikke at stirre...
Jeg sendte en kærlig tanke til moder hav og grinede for mig selv, da jeg lukkede døren til toilettet. Åh det pokkers liv altså!

mandag den 3. oktober 2016

Modet til at lyse op



Jeg er meget optaget af mod i disse dage. Det har fået en ny vinkel for mig. Det er ret spændende og slet ikke så skræmmende som jeg gik og troede (!).

Der er brikker der er faldet på plads og min indre kælling stikker mere og mere hovedet frem.
Efter at have været den "den pæne pige" i årevis, hende der længdes inderligt efter at være elsket af alle, er jeg nu virkelig begyndt på et nyt kapitel.
Kællinge-kapitlet.
Og det er ikke ment på den nedladende og selvkritiske måde. Langt fra. Jeg er vild med hende!
Hende der siger nej når hun mener nej og ikke bare lader sig trampe på (fordi det er farligt at være uenige).
Hver eneste dag bliver jeg stadig fanget i "hvad mon de andre mener"-rillen, men istedet for at tro at den rille er mig, så kan jeg nu se at den blot er et gammelt tankespor der er ridset ind i mine tankemønstre.
Det er som en flod der blev dæmmet ind for mange år siden. Man kan godt rette floden ud og få den til at opføre sig pænt, men den trives ikke helt og det kræver konstant vedligeholdelse at holde den fra at følge sine naturlige kurver.
Jeg har brudt digerne ned og lader nu vandet bruse. Åh den indre følelse af frihed og boblende glæde ved at slippe det fri!

Der er rigtig mange gevinster ved, at finde sin indre kælling og heks frem.
En af dem er modet til at turde drømme stort, uanset hvad andre tænker.
De andre finder jeg frem til lige så stille ;).



tirsdag den 27. september 2016

Er jeg bange? Det kan du lige tro jeg er.


På bare tæer står hun der.
Med åbent hjerte og med et - endnu - åbent sind. Snart 8 år.
Benene bliver lange og meningerne stærke. Tiden flyver afsted.

Jeg henfalder til tanker, mens jeg sidder og kigger på vandet.
Fortid og fremtid blander sig sammen til den røre der hedder Nu.

Ude på vandet er der frihed, ik?
Det store blå strækker sig rundt om os og bølgerne slår op på båden, så saltvandet rammer os.
Vi griner højt sammen når stævnen slår ned igen efter den seneste bølge og sender endnu et plask op i luften.
Vinden blæser herude, men endnu har sensommeren fat, så vi fryser ikke og vi kan sejle lige derhen hvor vi har lyst.

Frihed.
Et sært udtryk der altid synes at være ... derovre.
For friheden er ikke større end at båden kan synes at klemme når kroppen bliver svimmel.
Jeg vil af! Få det til at holde op. Der er også meget bedre inde på land.

Altid på jagt, altid på vej.

Forleden sad jeg og lyttede til en der bare gerne ville lære at flyve, for deroppe ...
Jeg har også prøvet den snærende fornemmelse af et fly der krymper omkring kroppen.
Det er farligt, jeg vil ned. Nu!
Det føles ikke særligt frit.

Men min datter, hun stod der med åbne arme og tog vandet ind og da hun blev træt trak hun huen ned over øjnene og faldt i søvn under en bunke jakker nede i kahytten.
Så simpelt.
Til tider ganske uforståeligt for det voksne sind, der har glemt det simple.



Det simple.

Det bliver så hurtigt kompliceret, ik?
Istedet for at trække huen ned over ansigtet og tage en lur når vi er trætte, udvikler vi strategier.
Vi laver plancher og skemaer over vækst og gennemtænker enhver faldgrube.

Drømme bliver kvast i planlægning.
Jeg ved det, jeg er mester i at kvase drømme.
Folk hiver i mig for at dele ud og give bidder af mig selv og der er intet jeg hellere vil. Men inden jeg kommer fra start har jeg fået bygget luftkasteller af forhindringer der ikke engang eksisterer.
Jeg ender med at sidde ovre i hjørnet og ikke forstå hvad det er folk vil have.

"Bare dig, Mere af dig" svarer de, når jeg spørger.

Men når jeg nu har levet et liv, hvor min oplevelse har været, at det at være mig, sådan et helt og uden at holde tilbage, er noget man får tæv af, så er det edderøddeme svært sådan 'bare lige' at være mig på mere-måden.

Men der findes åbenbart en del af mig indeni der er mere stædig end jeg anede, for jeg bliver ved med at komme tilbage.
Hver gang jeg, metaforisk, lægger mig ned for at dø, så ender jeg med at blive så uendeligt træt af mig selv, at jeg står op igen.
Tørrer øjnene og stiller mig ud på stævnen og åbner armene.

Er jeg bange? Det kan du lige tro jeg er.
Hver dag.

Stiller jeg mig stadig derud?
Ja!
Med bankende hjerte og rystende ben er jeg sårbar og det er ok.

Jeg er måske for larmende, for følende, for sart, for talende, for meget.
Nogen gange skal jeg tage mig sammen og andre gange skal jeg slippe lidt i kontrollen.

Frihed bliver lige her og lige nu, ved at acceptere lige præcis den jeg er.
Både sårbar og fejlbar.
Det bliver meget simpelt.
Og når friheden slår ind, indefra, så kan drømmene også bygges op.
En sten af gangen.
Ingen quick-fixes og millionærboliger over natten, for de solide drømme kommer fra det simple.
Ved at blive rigtig god til lige præcis det drømmen kræver.
Ved at øve mig.
Ved at forpligte mig.
Lave fejl, falde og slå sig - og så rejse sig igen og lære af det.

Men på bare tæer slår jeg tonen an, tager en beslutning og et ansvar.

Jeg er på vej.

fredag den 8. januar 2016

Den dag jeg mødte mig selv



Jeg kender mange, inklusiv mig selv, der er stjernedygtige til at overleve.
Jeg bruger ordet på den måde, hvor vi krampagtigt og bange egentlig isolerer os fra andre, i frygt for afvisningen.
Jeg har selv været rigtig bange for at bede om hjælp. Rigtig, rigtig bange! Jeg bed tænderne sammen og klarede alting selv. Overlevede. Jeg skulle fandme ikke risikere noget som helst. Nej tak, kan selv.
Men ensomheden var desværre en tro følgesvend midt i min (u-erkendte og) selv-valgte isolation og jeg kunne ikke regne ud hvorfor jeg blev ved med at være ensom blandt så mange. Mig der er så hurtig oppe i mit hoved. Mig der kan regne alting ud (!).
Tænk sig engang, jeg havde virkelig ingen anelse om, at jeg ikke stolede på mig selv. Jeg havde ikke sådan rigtig tænkt tanken, at det var en mulighed! Bevares, jeg kan en masse fine ord fra alle de fine bøger jeg har læst gennem tiden, men så længe det blot er intellektuel data så kan det ligge i vidensbanken oppe i det kloge hoved i årevis uden rigtig at gøre gavn.
Jeg har siddet til utallige fester, møder... ja, forsamlinger af alle slags og følt mig mutters alene og jeg kunne ikke få mit hoved omkring hvorfor det var. Jeg blev bare ked af det. Drev ned i den apatiske fornægtelse der kaldes lidelse.
En del af løsningen ligger dog netop i formuleringen, at jeg ikke kunne få mit hoved omkring det. Jeg ledte nemlig det forkerte sted ved at lede efter svaret oppe i mit intellekt. Jeg skulle have spurgt mit hjerte.


Det er dybt ironisk, at i et forsøg på at beskytte mig mod at blive afvist af andre, var det mig selv jeg afviste allermest.
Det er tosset at opdage, at angsten for om jeg kunne stole på andre egentlig handlede om, at jeg ikke vidste om jeg kunne stole på mig selv.
Man kan ikke opsøge det man ikke ved man ikke ved og man kan ikke arbejde med blinde punkter. Sådan kan årene gå mens vi render forvildede rundt og opsøger troskyldigheden alle mulige og umulige steder, mens vi ikke evner at kigge helt ind i vores egne små lukkede kamre med frygt.
Jeg prøver stædigt, at åbne hvert et kammer i mit indre. Det er til tider med rystende hænder at jeg åbner døren. Ofte må jeg gøre det over flere gange. Jeg må åbne døren lidt på klem for at se at der er et rum derinde, blot for at skynde mit at lukke døren igen, da det var for skræmmende at åbne døren mere lige nu. Men så vender jeg tilbage og åbner døren lidt mere næste gang indtil det er tid til, at gå helt derind og se hvad der gemmer sig.

Jeg vil påstå, at jeg har mødt mig selv på vejen. Mit eget ægte selv. Ikke den person verden gerne vil have mig til at være, men den jeg ér! Og jeg har erkendt, at jeg er min egen bedste ven! Jeg er en jeg kan stole på. Virkelig stole på! 
Jeg har svært ved, at udtrykke på skrift hvor stort et skifte i tanke og følelse det er, at erkende at jeg er en jeg kan stole på, for det er kæmpe stort!!
Det føles som om jeg aldrig mere behøver at føle mig alene. aldrig mere behøve føle mig svigtet, for jeg har mig. Ikke på den måde ment, at jeg så aldrig mere har brug for nogen andre, nærmest tværtimod. For det bliver så rigtig skørt, når den indsigt åbner op for evnen til, at kunne bede om ægte hjælp, når der er behov for det.
Da jeg opdagede, at jeg rent faktisk kán stole på mig selv, så blev det også meget nemmere at stole på alle andre. For jeg er ikke længere fortabt hvis det viser sig, at hensigterne fra andre ikke rigtig matcher sig med mine. Jeg har jo mig selv.


Det jeg i virkeligheden også opdagede, da jeg pludselig fandt ud af, at jeg er en jeg kan stole på, er:
Jeg er en jeg kan elske!
Jeg taler om den dybe, stille kærlighed til mig selv, blot i det at jeg til.
Jeg er... og derfor er jeg værdig til min egen kærlighed.
Jeg blev født... og derfor er jeg værdig til min egen kærlighed.


Jeg taler ikke om den betingede kærlighed af selvtilfredshed efter et godt stykke knoklende arbejde. Ikke den kærlighed der kommer ud fra hvad jeg kan gøre, men den kærlighed der strømmer gennem alle mine blodårer til den jeg er. Der er meget stor forskel.
Jeg tale om den kærlighed der stadig er der når jeg synes jeg fejler. Når jeg synes jeg får trådt ved siden af. Når jeg synes jeg er for meget. Når jeg synes jeg er for lidt.
Den kærlighed der er der igennem alle de domme jeg har omkring mig selv.


Jeg siger dig, der er ret fedt herinde i kærlighedsland.
Kommer du ikke med?

onsdag den 30. september 2015

Dit livs manifest



I tiden nu og her, efter denne vanvittige og transformerende september, der blev toppet af den store super blodmåne, der ser jeg mange store skift.
Afslutninger, opvågnen, nye begyndelser.
Mange har erkendt, at de bare lod livet ske omkring sig, men også at de nu er klar til nye veje. At de ikke længere vil finde sig i, at leve det liv de gør lige nu. At det er tid til, for alvor at sætte sig førersædet på ens eget liv.
Det er vildt skræmmende at skulle forlade den kendte sti, men mange fornemmer også, at de ikke har noget valg.

Nogen render her ind i den sorg, at de synes de er for gamle til, at starte et nyt liv. Men jeg påstår, at dette er blot endnu en indre begrænsning der kan brydes ned ♥.
Tag f.eks. Louise Hay der startede det spirituelle selvhjælps forlag HayHouse da hun var 60 år gammel.
Hun sagde ikke: "Åh jeg er 60 år. Det er for sent. Jeg er for gammel". Hun fulgte sin drøm og det hendes hjerte sang om.
I dag er der solgt, alene i USA, over 60 millioner bøger. Dvs. 1 ud af 6 amerikanere har statistisk set købt og læst en HayHouse bog.
I dag er Louise Hay 88 år gammel og er nyforelsket med en skøn ny kæreste.

Det er aldrig for sent!

Det er helt i orden og meget forståeligt, at have en stor sorg over, at stå der og pludselig ikke vide hvor vejen så nu går hen, når den ikke længere løber der hvor den plejede at løbe.
Det er ok ikke at vide hvad du egentlig vil. Ikke at vide hvad er din mission er.

Men jeg ved, at alle kan noget.

ALLE kan noget. Og jeg lover dig, at alle kan meget mere end de selv tror.

Så hvordan finder du ud af, hvad du vil?
Hvor starter man?

Hvor mange gange har du egentlig sat dig ned og skrevet og bare ladet pennen løbe derudaf, om hvad du gerne vil have ud af livet? Ikke hvad der forventes af dig, ikke hvad din mor/ægtefælle/arbejdsgiver/samfundet vil have dig til at være, men ...

Hvad er vigtigt for mig?
Hvad er mine værdier?
Hvad er mine drømme?
Hvem giver jeg min kærlighed og opmærksomhed? (og hvor langt nede af dén liste står du selv?)
Hvordan vil jeg have min dag til at være?
Hvordan skal mit liv til at være?

Hvordan starter du i øvrigt din dag?
Starter du din dag med at tjecke ind? Række efter smartphonen? Tjecke ind på mails, på facebook, på beskeder, på ...
Alle disse ting er fyldt med de andres dagsordener og du bliver suget direkte ind i den. Du ender med, at bruge din dag på at re-agere på alle andre. Dermed giver du din egen styrke væk.
Lad dig ikke styre af de andres stress.

Køb evt. en pæn bog med blanke sider i og en lækker pen, kun til denne bog. Dette er en gave til dig. Dette kan være nøglen der låser dig op for dig selv.
Sæt dig med morgenkaffen og hav intentionen om at skrive.
 Skriv lidt. Skriv lidt mere næste dag. Fyld din bog med citater, tegninger, ord.
Lav dit livs manifest!

Gør det til din tid. Døm ikke det der kommer, der er ingen andre end dig der skal læse i den. Det skal ikke være stor poesi eller til en Nobelpris. Det er dine ord, fra dig til dig.
Du er hvor du er. Det er der ingen skam i.
Skriv det der vil ud, færdigt, inden du læser det du lige har skrevet. Du vil blive overrasket over hvad der kommer ud inde fra dig og hvor det fører dig hen.

Jeg lover dig. Det kommer til, at gøre en forskel.
Du skal ikke bare gøre det i dit hoved. Det ville jeg nemt kunne forfalde til.
"Nåja, den der skriveopgave. Ja hvad ville jeg skrive. Jeg ville skrive noget om ... bla bla bla. Jeg laver lige en mental note om det. Det kan jeg sagtens huske" og så er jeg videre i tidevandet og har glemt alt 10 minutter senere.
Nej gør det! Gør det med omhu. Gaven er et mere bevidst liv.
Det er SÅ uendeligt nemt, at lade sig skylle med af og i livet. Træde ind i hamsterhjulet og bare gøre det man tror forventes af en.
Men hvis du har læst dette, så tænker jeg, at du er klar til mere en tomme rutiner.

Saml alt hvad der er dig og tag det hjem i dig og brug den styrke til, at bygge resten af dit liv på.
Lidt ad gangen.

Jeg ved du kan!


mandag den 24. august 2015

Visdommen i dit blod

Blodet fryser til is.
Blodet koger af raseri.
Slå koldt vand i blodet.
Du har blod på tanden.
Det blev gjort med koldt blod.

Vi har mange talemåder der handler om vores blod og når vores krop udtrykker følelser, er det også blodet der hjælper os på vej, når andre skal se dem.
Du rødmer, du bliver bleg.

Blodet reparerer hullerne når vi skraber knæene og bløder. Blodet sender ilten rundt til vores sultne muskler.

Du kan redde liv, blot ved at give lidt af dit blod væk. Men du mister ingenting for din krop laver bare mere.
Sikke en overflod!

Er det ikke lige til, at sætte sig lidt ned og blive taknemmelig over?
At dette vidunder findes inde i dig.

Giver du egentlig nogensinde dit blod noget opmærksomhed?
Du behøver ikke, for det kan selv alt det det skal, også uden din anerkendelse af det.
Mens du har travlt om dagen, arbejder det bestandigt på, at holde dig frisk og sund.
Blodet ruller også natten igennem og rydder op efter dagen, mens du er langt væk i drømmeland.

Nu hvor du alligevel har din opmærksomhed fanget på mine ord, så prøv lige at lukke øjnene et øjeblik og mærk efter hvordan blodet ruller rundt i din krop, fyldt af liv.

Har du gjort det?
Træk også lige vejret dybt ind og pust langsomt ud, så vi får sendt ilt rundt og givet dig en hjælpende hånd til, at komme koncentreret igennem resten af denne tekst.
Træk vejret.
Pust ud.
Ahh, så er vi klar til at gå videre.

Hvis du nu skulle sidde med en følelse af, at du ikke er god nok i dette øjeblik - det kan være hvad som helst du har oplevet i den senere tid, eller i dag, der gør at du sidder og skælder dig selv ud og lover dig selv, at du skal tage dig sammen og gøre det bedre. Hvis du har det sådan, så prøv lige at tænke på det du lige har læst og mærket.
Hvis du synes du kun er værdig via det du gør (for andre) eller hvor meget du har stående på din bankkonto, så tænk over sådan noget som dit blod en gang til.
Hvis du holder op med at knokle derudaf, holder det så op med at virke og rulle? Som den elektriske pære der er forbundet med kondicyklen og kun kan lyse så længe du tramper og sveder.
Hvem betaler du for, at holde det kørende døgnet rundt?
Ingen, for du er værdig til at modtage gaven fra dit eget blod uden du behøver at gøre noget. Uanset hvem du er, hvor du er henne i verden, hvilket sted du er i dit liv.

Lykke og værdighed kan ikke frembringes ved knokleri eller via noget du kan købe. Du skal ikke bare lige prøve hårdere, så kommer lykken nok. Jo, selvfølgelig kan vi, via knokleri, opnå noget som vi er pokkers stolte af og dermed opleve en lykkerus, men oftest klinger den slags lykke desværre hurtigt af igen. For det er, for det meste, en lykke opnået af, at vores knokleri afstedkom andre menneskers beundring og misundelse og derved er det en udefra kommende anerkendelse og vores Ego der er blevet fodret. Vores Ego er en sulten en og den vil have mere og mere for at kvittere med rusen og vi vil til stadighed have brug for andre menneskers ros, for at føle os værdige.

Med knokleri mener jeg i øvrigt, der hvor du sætter selerne godt fast om skuldrene og trækker til, til læsset begynder at bevæge sig. Der hvor det måske nok ligner noget der er både stabilt og fornuftigt, men også slidsomt og udmattende. Men der skal jo løn på bordet.

Det er tanker om uværdighed om dig selv, at tro at du kan knokle dig til lykke.
Men penge får verden til at rulle, ik´?
Nej, mennesker får verden til at rulle. Undtagen, selvfølgelig, solopgangen, den blide vind i ansigtet, lyden af bølgerne på stranden, synet af hesten der græsser fredeligt, hele vores klode der flyver og drejer sig gennem Universet i en uendelig fart. Lige undtagen det...
Men det meste af det vi mennesker optager vores tid med her på jorden og det vi finder af yderste vigtighed, det er noget vi selv får til at ske.
Vi kunne nu også få verden til at rulle inden vi opfandt penge og inden grådigheden (læs: frygten) langsomt voksede frem i vores hjerter.
At samle penge (som i øvrigt et meget maskulint behov), så vi har nok, til at kunne købe os lykke, det er så fyldt med frygt. Frygt er den diametralt modsatte ting af lykke.

Så hvordan finder jeg følelsen af værdighed? Og af lykken?
Ved at fokusere på det der går rigtig ♥.

Sent i går aftes sad jeg i bilen på vej hjem fra mit arbejde. Der er en times kørsel hver vej - når trafikken altså glider. Jeg havde haft en lang weekend, fyldt med mange timers arbejde døgnet rundt og nu ville jeg bare hjem til min mand og mest af alt mine børn, som jeg ikke havde set i flere dage.
Jeg nåede lige at tænke, at jeg nok var hjemme på timen, for det gled rigtig godt, men kort tid efter blinkede bilerne foran mig med deres katastrofeblink og vi holdt stille.
Først troede jeg der var sket en ulykke, men det var "bare" vejarbejde. På denne tid af døgnet er der nogen gange kun et enkelt spor farbart på den 4 baner brede motorvej, fordi de arbejder.
Jeg bandede og svovlede inden i, efterhånden som tiden gik og vi sneglede os afsted kilometer efter kilometer.
Men da jeg nåede op forbi mændende og deres store maskiner, så blev jeg ramt af taknemmelighed over, at de gad gå der, væk fra deres egne familier, midt i mørket, meget sent en søndag aften, for at jeg og andre kunne få en fin vej at køre på.
Hele mit perspektiv skiftede der. Da mit perspektiv skiftede, skiftede mit humør også, som at knipse med fingrene. Fra irritation og dårlige sammenfletninger, til ærbødighed og tålmodighed i, at jeg lige nu kørte min bil direkte gennem deres arbejdsplads.

Ved at fokusere på det. der gik godt, ændrede jeg min oplevelse fra dårlig til god.
Ved at fokusere på taknemmelighed, kunne jeg finde tilbage i min egen rolige kerne. Jeg så godt de andre billisters stadige utålmodighed og masen sig frem, men jeg var upåvirket af det nu.
Jeg rullede mine vinduer ned og mærkede den kølige og svalende aftenluft, efter en varm dag.
Jeg trak vejret.
Jeg mærkede mit hjerte slå i brystet og blodet rulle i mine årer.

Det kræver ikke så meget som du tror, at gå fra følelsen af, at være uværdig til værdig. Fra frygt til lykke.
Det kommer an på, hvor store skridt du forventer, at du kan tage ad gangen. Ingen af os vil kastes fra depression til højeste lykke i et split-sekund. Det kan vi ikke rumme.
Vi må tage det et skridt af gangen. Det skal indlagres i vores celler.

Lyt til dit blod.
Træk vejret og lyt til dit blod, det rummer en del af den visdom der vil lede dig til dit livs lykkerus.

fredag den 7. august 2015

Det var ikke i orden, men tak ...



Har du nogensinde oplevet, at blive så lullet ind i en relation, at du ikke opdagede at du havde ændret dig, i takt med at du lod dig opløse?
At du ikke så manipulationen, ikke så hvordan du fjernede dig fra alt hvad der havde været af gode ting i dit liv, for fuldt og helt at overgive dig til denne relation.
Denne magtfulde relation der fik dig til at føle dig dygtig og lækker, når du opførte dig på den rigtige måde.
Denne magt der fik dig til at krympe hvis du trådte ved siden af, så du slog knuder på dig selv for at holde stien.

Har du nogensinde prøvet, at give alt og derefter blive smidt ud som et gennemtygget og smagsløst tyggegummi, da du ikke længere var til fuld tilfredshed?
Måske fordi du begyndte at ane hvor gennemsigtig du selv var blevet?
Måske fordi du begyndte at sige fra?
Måske fordi du blev forvirret over, at reglerne i relationen hele tiden blev lavet om når det var opportunt for den anden og ikke for dig, at du satte foden ned og bad om lov til at tænke dig om. Hvilket er det værste for den slags relation, for det skaber angst i den anden ende når du begynder at tænke.

Så ved du også hvor ødelagt man bliver, når man pludselig finder sig selv smidt på gaden.
Så står man der med sin længsel, for selvom det var måske ikke altid var rosenrødt, så var det da noget.
Vigtigheden af at være monogam var blevet fremhævet. Vigtigheden af, at du havde valgt rigtigt ved at høre til her. I var de gode, de andre var til grin. Og du troede sådan på det. Du hørte virkelig til.
Det er rart at have et sted hvor man er hjemme.

Og det er total destruktion på den sølle måde at få det revet væk.

Hvad er du egentlig værd som menneske, nu du står uden relationen. Den var jo alt!
Måske troede du i rigtig lang tid på, at det hele var din skyld - hele tiden.
"Må blive bedre. Må gøre mig mere umage. Min skyld!" gentager du, mens du slår dig selv oven i hovedet.

Og nu blev du for meget. Fejlede.
Var alligevel ikke god nok.

Din verden er revet bort og du står blødende og tom tilbage.

Dagene er lange, nætterne er endnu værre.
Du gemmer dig væk.
Hælder snot og tårer ned i din pude og skriger ned i den sammenrullede dyne.
Det gør så ondt!

Skylden og skammen er overvældende.
Magtesløsheden er lammende!


Men ved du hvad?

En dag rejser du dig op og beslutter dig for noget simpelt.
Et bad for eksempel. Det kan du godt overskue.

Du tager dit håndklæde og tørrer duggen væk fra spejlet og ser på dig selv.
Måske stadig helt hævet og med røde øjne, for under det varme vand kom der flere tårer.
Men du ser på dig selv.
Ser dybt ind i dine egne øjne.
Ser din egen dybde. Ser styrken.

Langt inde. Men den er der og den arbejder sig op mod oversiden.
Mærker måske det første stik af vrede.

Kan det virkelig passe at det er min skyld?

Noget begynder inde i dig. Et lille lys tænder.

Er jeg virkelig så forfejlet?

Du ved pludselig, at det ikke er sandt!

Og vreden vælter op i dig.
Ud og gå! Musikken blæser ind i ørerne fra hovedtelefonerne.
Det er nemmere at være vred end at være magtesløs og fyldt med skam!

Tankerne flyver hid og did.
Du kan ikke holde styr på dem.

Hvis skyld er det? Der må være nogen der er ansvarlige for det her lort!
Skyld, skyld, skyld ....

Og hvorfor?!

Og langsomt går det op for dig.
Langsomt ser du relationen udefra.

Ser hvordan det borede sig ind i dit system.
Hvordan du gang på gang gik på kompromis med dit eget værdisæt for at 'please' relationen.
For at kunne slikke de fine ord i dig, der kommer som belønning når du havde været god nok, for det føles så godt!

Ser pludselig klart hvor dysfunktionelt det var!

Og når der er gået tilstrækkelig lang tid, så løfter sorgens slør sig fra dig og du kan trække vejret frit igen.
Det er det tid til endnu et lag af erkendelse.

Det er ikke nogens skyld.
Alle gjorde det de kunne, ud fra dem de er.
Og du bliver rolig igen.

Det er nemmere at være rolig end vred.

Relationen fik ram på dig, men du lod det ske.
Ja dig!
Den svider, ik?
Men det vár dig der lod det ske.
Du vidste ikke bedre så hold op med at skælde dig selv ud, men det gør du nu og det sker aldrig igen!

Ingen kan gøre noget mod dig som du ikke selv tillader.

Så tak!
Tak til den og dem der satte dig igennem dette.

Det var ikke i orden! Det var sygt og du beder en stille bøn for den næste der lader sig hvirvle ind i spindet.

Men de nye spirer der stråler ud fra dig er stærkere end nogensinde før.
Forvandlingen har været gennemgribende.

Ud af de største fald kommer de største højder og du føler dig stærk og klar igen til livet.
Kan måske endda engang imellem sende en kærlig tanke til det der var, med vished om, at det må gøre så ondt inde i dem der har behov for at gøre sådan mod andre mennesker.
Og der ved du, at det er ved at have sluppet helt.

Ødelagte mennesker ødelægger mennesker.
Bange mennesker skaber bange mennesker.
Sådan er det bare.
I parforhold, i forældreskab, i professionelle forhold på arbejdspladsen.
I alle relationer.

Men du har taget din styrke hjem nu og kommer ikke til, at give den væk igen.
Det er så nemt at give sin egen styrke væk.
Når du bebrejder, når du skyder skylden på andre så giver du din egen power væk.
Så bliver du til et offer.

Det er nemt at være offer. Man har ikke ansvar for noget. Ikke engang sit eget liv.
Man kan nemmere sørge for, at alle kan lide en når man ikke tager ansvar eller siger til og fra (!). Man kan ikke beskyldes for noget (der var skyld igen), når man ikke tager ansvar for noget.

Men jeg siger dig, selvom man risikerer lidt mere, så er det bare SÅ meget federe at tage ansvar. Fuldt og helt. For egne følelser, for at sige fra, for at sige til.
Jeg skal sige dig en hemmelighed; du er også federe at være sammen med når andre mennesker kan mærke præcis hvem du er!
Ja du risikerer at blive valgt fra, men tiltrækker til gengæld din flok af mennesker som løfter dig og som du kan udvikle dig sammen med.

Det kræver øvelse. For nogen af os kræver det mere øvelse end andre.
Men for os der har kæmpet mest med det, lander det også med størst styrke når det endelig lander.
Det gør det ofte med et brag der kan mærkes i hver en fiber af vores kroppe.
Og fra dette sted bliver vi de bedste lærere, der kan løfte medlemmerne af vores sande flok (dem vi fik trukket ind i vores liv, efter vi blev ét med den vi virkelig er).

Så kære du, kære det der var; tak fordi du gav os muligheden for at gå totalt til grunde.

Fra roen kan du finde (selv)kærligheden og handle ud fra den.
Og heri ligger det eneste sande hjem.
Det findes inde i os og ingen kan tage det væk.

Vi er altid nok.