søndag den 12. juni 2011

De vandrer ind i mit sind... Del II

Tankpasseren kigger ned på drengen. Spytter en gang og sætter i doven bevægelse.

Kort efter er bilen på vejen igen og efterlader tankpasseren der er tilbage i sin henslængte stilling, men nu gnaskende på sine nye piber.
Den store dreng bag rattet, den mellemste ved siden af og den lille pige der læner sig frem mellem sæderne.
”Klara sæt dig så tilbage og tag den sele på” formaner den store dreng. Men pigen glor bare trodsigt på ham og svarer ”Niks, for det er faktisk Sebastians tur til at sidde bagerst”.
Sebastian vender sig straks om på passagersædet og skal lige til at hidse sig op, da Benjamin bag rattet pludselig hugger bremsen i. Klara holder krampagtigt fast i sæderne og Sebastian hænger i selen.
”Undskyld” mumler Benjamin men kigger bare lige frem.
Foran dem skiller vejen sig i 3 dele. I midten står en gammel lygtepæl og hænger. Der er banket et par skilte fast under den smadrede pære. Sebastian hakker sig igennem bogstaverne på skiltene indtil Benjamin mister tålmodigheden og læser højt.
”Syd, Vest eller Nord”
De sidder lidt og kigger i stilhed. Alle vejene går ud i intet så langt øjet rækker.
Klara bryder stilheden ”Han sagde vi skulle kigge op, kan I huske det? Det sagde han altså. Op er Nord. Det har far selv sagt engang.”
”Tja, det er jo lige så godt som de andre veje. Ok, vi drejer til højre og kører mod nord”. Benjamin roder med gearstangen og trykker på speederen. Motoren skurrer og hoster indtil han finder det rette gear.
Blinker  til højre og sætter i gang.

Tilbage på tanken står tankpasseren og ser efter det mærkværdige selskab. Et lille smil breder sig tilfreds da han ser vognen dreje til højre.

.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar