fredag den 8. januar 2016

Den dag jeg mødte mig selv



Jeg kender mange, inklusiv mig selv, der er stjernedygtige til at overleve.
Jeg bruger ordet på den måde, hvor vi krampagtigt og bange egentlig isolerer os fra andre, i frygt for afvisningen.
Jeg har selv været rigtig bange for at bede om hjælp. Rigtig, rigtig bange! Jeg bed tænderne sammen og klarede alting selv. Overlevede. Jeg skulle fandme ikke risikere noget som helst. Nej tak, kan selv.
Men ensomheden var desværre en tro følgesvend midt i min (u-erkendte og) selv-valgte isolation og jeg kunne ikke regne ud hvorfor jeg blev ved med at være ensom blandt så mange. Mig der er så hurtig oppe i mit hoved. Mig der kan regne alting ud (!).
Tænk sig engang, jeg havde virkelig ingen anelse om, at jeg ikke stolede på mig selv. Jeg havde ikke sådan rigtig tænkt tanken, at det var en mulighed! Bevares, jeg kan en masse fine ord fra alle de fine bøger jeg har læst gennem tiden, men så længe det blot er intellektuel data så kan det ligge i vidensbanken oppe i det kloge hoved i årevis uden rigtig at gøre gavn.
Jeg har siddet til utallige fester, møder... ja, forsamlinger af alle slags og følt mig mutters alene og jeg kunne ikke få mit hoved omkring hvorfor det var. Jeg blev bare ked af det. Drev ned i den apatiske fornægtelse der kaldes lidelse.
En del af løsningen ligger dog netop i formuleringen, at jeg ikke kunne få mit hoved omkring det. Jeg ledte nemlig det forkerte sted ved at lede efter svaret oppe i mit intellekt. Jeg skulle have spurgt mit hjerte.


Det er dybt ironisk, at i et forsøg på at beskytte mig mod at blive afvist af andre, var det mig selv jeg afviste allermest.
Det er tosset at opdage, at angsten for om jeg kunne stole på andre egentlig handlede om, at jeg ikke vidste om jeg kunne stole på mig selv.
Man kan ikke opsøge det man ikke ved man ikke ved og man kan ikke arbejde med blinde punkter. Sådan kan årene gå mens vi render forvildede rundt og opsøger troskyldigheden alle mulige og umulige steder, mens vi ikke evner at kigge helt ind i vores egne små lukkede kamre med frygt.
Jeg prøver stædigt, at åbne hvert et kammer i mit indre. Det er til tider med rystende hænder at jeg åbner døren. Ofte må jeg gøre det over flere gange. Jeg må åbne døren lidt på klem for at se at der er et rum derinde, blot for at skynde mit at lukke døren igen, da det var for skræmmende at åbne døren mere lige nu. Men så vender jeg tilbage og åbner døren lidt mere næste gang indtil det er tid til, at gå helt derind og se hvad der gemmer sig.

Jeg vil påstå, at jeg har mødt mig selv på vejen. Mit eget ægte selv. Ikke den person verden gerne vil have mig til at være, men den jeg ér! Og jeg har erkendt, at jeg er min egen bedste ven! Jeg er en jeg kan stole på. Virkelig stole på! 
Jeg har svært ved, at udtrykke på skrift hvor stort et skifte i tanke og følelse det er, at erkende at jeg er en jeg kan stole på, for det er kæmpe stort!!
Det føles som om jeg aldrig mere behøver at føle mig alene. aldrig mere behøve føle mig svigtet, for jeg har mig. Ikke på den måde ment, at jeg så aldrig mere har brug for nogen andre, nærmest tværtimod. For det bliver så rigtig skørt, når den indsigt åbner op for evnen til, at kunne bede om ægte hjælp, når der er behov for det.
Da jeg opdagede, at jeg rent faktisk kán stole på mig selv, så blev det også meget nemmere at stole på alle andre. For jeg er ikke længere fortabt hvis det viser sig, at hensigterne fra andre ikke rigtig matcher sig med mine. Jeg har jo mig selv.


Det jeg i virkeligheden også opdagede, da jeg pludselig fandt ud af, at jeg er en jeg kan stole på, er:
Jeg er en jeg kan elske!
Jeg taler om den dybe, stille kærlighed til mig selv, blot i det at jeg til.
Jeg er... og derfor er jeg værdig til min egen kærlighed.
Jeg blev født... og derfor er jeg værdig til min egen kærlighed.


Jeg taler ikke om den betingede kærlighed af selvtilfredshed efter et godt stykke knoklende arbejde. Ikke den kærlighed der kommer ud fra hvad jeg kan gøre, men den kærlighed der strømmer gennem alle mine blodårer til den jeg er. Der er meget stor forskel.
Jeg tale om den kærlighed der stadig er der når jeg synes jeg fejler. Når jeg synes jeg får trådt ved siden af. Når jeg synes jeg er for meget. Når jeg synes jeg er for lidt.
Den kærlighed der er der igennem alle de domme jeg har omkring mig selv.


Jeg siger dig, der er ret fedt herinde i kærlighedsland.
Kommer du ikke med?

4 kommentarer:

  1. Dejligt du er tilbage her :) Og hvilket comeback ! Meget stærkt indlæg - tak :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke nogen fantastiske ord du har til mig. Af hjertet tak!
      Jeg er glad for, at være tilbage. Der var lige noget jeg skulle tænke igennem ;).

      Slet
  2. Tak for dine ord. De gik lige ind til det velkendte. Dine ord skal læses igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør mig rigtig glad, at du kunne bruge dem ♥.
      Du er velkommen til enhver tid.
      Knus til dig Anja.
      P.s. Vi har nogen piger vi skylder en legeaftale :)

      Slet