tirsdag den 27. september 2016

Er jeg bange? Det kan du lige tro jeg er.


På bare tæer står hun der.
Med åbent hjerte og med et - endnu - åbent sind. Snart 8 år.
Benene bliver lange og meningerne stærke. Tiden flyver afsted.

Jeg henfalder til tanker, mens jeg sidder og kigger på vandet.
Fortid og fremtid blander sig sammen til den røre der hedder Nu.

Ude på vandet er der frihed, ik?
Det store blå strækker sig rundt om os og bølgerne slår op på båden, så saltvandet rammer os.
Vi griner højt sammen når stævnen slår ned igen efter den seneste bølge og sender endnu et plask op i luften.
Vinden blæser herude, men endnu har sensommeren fat, så vi fryser ikke og vi kan sejle lige derhen hvor vi har lyst.

Frihed.
Et sært udtryk der altid synes at være ... derovre.
For friheden er ikke større end at båden kan synes at klemme når kroppen bliver svimmel.
Jeg vil af! Få det til at holde op. Der er også meget bedre inde på land.

Altid på jagt, altid på vej.

Forleden sad jeg og lyttede til en der bare gerne ville lære at flyve, for deroppe ...
Jeg har også prøvet den snærende fornemmelse af et fly der krymper omkring kroppen.
Det er farligt, jeg vil ned. Nu!
Det føles ikke særligt frit.

Men min datter, hun stod der med åbne arme og tog vandet ind og da hun blev træt trak hun huen ned over øjnene og faldt i søvn under en bunke jakker nede i kahytten.
Så simpelt.
Til tider ganske uforståeligt for det voksne sind, der har glemt det simple.



Det simple.

Det bliver så hurtigt kompliceret, ik?
Istedet for at trække huen ned over ansigtet og tage en lur når vi er trætte, udvikler vi strategier.
Vi laver plancher og skemaer over vækst og gennemtænker enhver faldgrube.

Drømme bliver kvast i planlægning.
Jeg ved det, jeg er mester i at kvase drømme.
Folk hiver i mig for at dele ud og give bidder af mig selv og der er intet jeg hellere vil. Men inden jeg kommer fra start har jeg fået bygget luftkasteller af forhindringer der ikke engang eksisterer.
Jeg ender med at sidde ovre i hjørnet og ikke forstå hvad det er folk vil have.

"Bare dig, Mere af dig" svarer de, når jeg spørger.

Men når jeg nu har levet et liv, hvor min oplevelse har været, at det at være mig, sådan et helt og uden at holde tilbage, er noget man får tæv af, så er det edderøddeme svært sådan 'bare lige' at være mig på mere-måden.

Men der findes åbenbart en del af mig indeni der er mere stædig end jeg anede, for jeg bliver ved med at komme tilbage.
Hver gang jeg, metaforisk, lægger mig ned for at dø, så ender jeg med at blive så uendeligt træt af mig selv, at jeg står op igen.
Tørrer øjnene og stiller mig ud på stævnen og åbner armene.

Er jeg bange? Det kan du lige tro jeg er.
Hver dag.

Stiller jeg mig stadig derud?
Ja!
Med bankende hjerte og rystende ben er jeg sårbar og det er ok.

Jeg er måske for larmende, for følende, for sart, for talende, for meget.
Nogen gange skal jeg tage mig sammen og andre gange skal jeg slippe lidt i kontrollen.

Frihed bliver lige her og lige nu, ved at acceptere lige præcis den jeg er.
Både sårbar og fejlbar.
Det bliver meget simpelt.
Og når friheden slår ind, indefra, så kan drømmene også bygges op.
En sten af gangen.
Ingen quick-fixes og millionærboliger over natten, for de solide drømme kommer fra det simple.
Ved at blive rigtig god til lige præcis det drømmen kræver.
Ved at øve mig.
Ved at forpligte mig.
Lave fejl, falde og slå sig - og så rejse sig igen og lære af det.

Men på bare tæer slår jeg tonen an, tager en beslutning og et ansvar.

Jeg er på vej.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar