torsdag den 6. oktober 2016

Mit hjerte mod ego og stress


Solen skinnede på mig og ved udsigten kunne mine øjne følge vandet til jordens krumning bedrog mig til at synes, at verden sluttede.
Jeg sad i min campingstol og kæmpede en stædig kamp indeni. Mit hjerte mod ego og stress. Det er en lidt unfair kamp, for det stressede sind har mange snedige veje ind til vores utilstrækkelighedsfølelse. Min mand gav mig plads til at kæmpe min kamp. Vi havde mange, mange skønne og tætte familiestunder, men jeg fik også plads til, at gå ned til vandet og sidde der alene og lytte til livet.
Dagene gik og jeg sad, rastløs og irriteret i min campingstol, men jeg flygtede ikke. Jeg blev hos mig selv. Min vejrtrækning blev mit anker til Nuét. Jeg blev hos mig selv.
Vandet ved stranden var så klart som var det i et eventyr, så jeg tog mit badetøj på og gik derned alene om morgenen og bad en bøn til moderhavet; Hjælp mig! Jeg sad på knæ i vandet og strøg min krop. Jeg lod mig opsluge helt i den kølige omfavnelse. Vaskede det hele væk. Fra hele mit liv. Alt det jeg ikke længere havde brug for. Alt det tillærte, det negative selvbillede, alt skylden, alt skammen, den indbildte spændetrøje der afholdt mig fra at trække vejret frit. Og havet tog gavmildt imod og skyllede det væk. Morgen efter morgen hjalp hun mig til at vaske mig ren. Stranden og havet var magisk i vores stunder alene om morgenen. Jeg kunne vende tilbage senere på dagen med familien. Der var stranden en helt anden. Fyldt med mennesker og livlighed. Men stranden, havet og jeg, vi nikkede bare lige kort til hinanden, for vi kendte hinanden nu og vidste, at min magi var der endnu. "Vi ses i morgen" hviskede vi...
Da sidste morgen på campingpladsen op randt, lå jeg længe på ryggen i vandet og kiggede op på de spredte skyer. Jeg følte mig stærkere end nogensinde. Jeg havde ikke forladt mig selv denne her gang. En strategi jeg ellers havde lært allerede tidligt i mit liv. En fantastisk overlevelses strategi for barnet der er totalt afhængig af de voksne omkring sig, men uhensigtsmæssigt for den voksne.
En af de sidste dage på campingpladsen, besluttede jeg mig for, at gå op og tisse om morgenen uden bh under den løse t-shirt. Når man som mig, er rimeligt barmfager og har ammet 3 børn, så ser bryst-søstrene ikke så ungdommelige ud mere. En kyniker ville kalde dem 'hængepatter' og mere behøver vi vist ikke male det billede. Men altså, min bh er min gode ven. Så er der styr på sagerne. Men denne morgen måtte søstrene boltre sig under min trøje, uden at være lukket inde. Jeg er den jeg er og jeg ser ud lige præcis som jeg gør. Basta! Hvem troede jeg egentlig jeg narrede - ud over mig selv? Andre mænd har også hustruer der har født og levet - og alle de andre kvinder har selv søstre der søger sydpå som årene går. Så jeg rankede ryggen og satte kurs mod toiletbygningen. Ved I hvad jeg fik ud af det? Der var en ældre mand der var ved at gå ind i en hæk, i hans forsøg på ikke at stirre...
Jeg sendte en kærlig tanke til moder hav og grinede for mig selv, da jeg lukkede døren til toilettet. Åh det pokkers liv altså!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar