torsdag den 22. december 2016

Når vi lader andres meninger afgøre vores værd



Jeg sidder i min seng, det er tidlig morgen og familien er gået. Jeg har taget mig en stund med en skål morgenmad og et par afsnit på YouTube inden dagen går igang. På min telefon dukker en notifikation op fra Instagram med et 'like'. Det er jeg så velsignet at der gør det meste af tiden, men dette navn får mig til at reagere med det samme og jeg mærker hvordan ubehaget langsomt stiger op i mig.

Jeg kommer fra et sted hvor jeg i mange år lod andres menneskers meninger om mig, definere mit eget værd. Det betyder også, at jeg har været en mønsterelev i flinkeskolen. Jeg var altid den der skulle give mest (jeg holdt regnskab), sige færrest nejér og aldrig rigtig sætte en grænse for hvor meget jeg var til rådighed for andre. Det er temmelig udmattende og hvis du læser med her, så tror jeg at du kender det. Baggrundende for hensynsbetændelsen kan være mange. Jeg kender efterhånden mine ret godt, men det er en anden historie, for lige nu handler det om den følelse af kvalme der bredte sig i min mave og mavesyren der kildede mig i halsen. Det er et symptom på overtrådte grænser og stress, som jeg først har lært at spotte de senere år.

Mit trænede intellekt springer straks til hjælp da panikken breder sig: "Slå lige koldt vand i blodet. Det kan jo være så meget. Rolig nu", men jeg har en meget større kraft inden i mig end min rationalitet; mit nervesystem, der husker alting og ikke kender forskel på i går og i dag og som har lagret alt det jeg helst vil glemme.

Jeg går ind og tjecker det og ser at 'liket' er væk igen allerede!
Hvad... ?!? Jeg tolker at det var en fejl at det var givet. Det kan man jo nemt komme til på Instagram, hvor man bare skal trykke 2 gange i træk på billedet med fingeren for at 'like' det.
Jeg trækker vejret dybt og mærker hvordan jeg føler mig overvåget! Følelsen strammer og river i mit indre. Et øjeblik bliver jeg lille og vil have nogen til at fikse det. Få det til at gå væk! Hvor pokker er min offerkåbe? Den er så blød, varm og tryg. Temmelig tung, bevares. Jeg bevæger mig ikke særligt frit under den, men den er trods alt velkendt.
Men, jeg er ikke lille mere. Jeg er en voksen kvinde med ansvar for mit eget liv og offerkåben er heldigvis blevet så stram at den er vildt ubehagelig at have på. Der går ikke ret længe før jeg må krænge den af og beslutte hvad jeg så vil.
Hvad jeg så vil?
Pis!
Det ved jeg da ikke!
I tyngden af at tage ansvar for mit eget liv er der stor frihed. Det er slet ikke en frihed der er nem alle dage. Den er mærkelig, den er fremmed og det er på gyngende grund, med usikre ben at jeg udforsker den. Men det er en frihed der giver mig mulighed for at vælge perspektiv.
Blandt meget andet også muligheden for at vælge, om jeg vil se det 'hemmelige like' som overvågning eller kærlighed. Vi ved alle at kærligheden har mange udtryksformer, klodset som elegant, det er stadig kærlighed. Og så er jeg tilbage til ansvaret for perspektivet. Jeg kan kun selv beslutte inden i mig hvilke briller jeg vil se verden gennem (også selvom en portion såret-hed inden i mig helst bare gerne vil være sur, så vælger jeg i sidste ende selv om jeg vil holde fast i vreden eller overgive mig og finde det voksne sted frem inden i mig).
Jég kan vælge om jeg vil lade andre menneskers meninger holde mig tilbage.
Jég kan vælge om jeg vil lade andre menneskers meninger om mig definere mit værd.
Og det bliver et nej tak fra mig.
Det er trods bare det; meninger, holdninger. kontrolbehov. Lad det være. Det har intet med mig at gøre. Hverken på internettet eller i virkeligheden.

Og når vi så står foran årets store familiesammenkomst; julen, så er mit bedste råd til dig, hvis dramaet blusser og nervesystemet råber vagt i gevær:
Tag et øjeblik for dig selv. Træk vejret og husk at det kun er meninger. Det definerer ikke dit værd.
Forestil dig at en komplet fremmed sagde de ting til dig som du bliver så såret over fra dine kære. Ville du ikke bare fnyse og gå videre? 
Så meget du kan, så vælg aktivt at tage kærlighedsbrillerne på. Vi har alle været små hjælpeløse børn engang. Se dem der sårer dig som små hjælpeløse børn. Se hvordan deres egen utryghed, deres egne livs-sår kommer til udtryk som meninger om dig og se hvordan det slet ikke handler om dig.

Med ønsket om en rigtig glædelig jul,







Ingen kommentarer:

Send en kommentar